Nye kvoter på torsk

Den kystnære torskekvote bliver betydeligt højere end den biologiske rådgivning i 2019, mens rejekvoten lægger sig op af rådgivningen. Det har Naalakkersuisut besluttet på et møde den 6. december, som Sermitsiaq.ag omtaler.
Foto © : Royal Greenland
Skrevet af Thomas Munk Veirum
19. december 2018 09:10

Den samlede kvote for indenskærs torsk er blevet sat til 30.000 tons i 2019.

Rådgivningen for indenskærs torsk fra den internationale organisation ICES lyder på 6.806 tons. Men når der bliver fisket indenskærs, så ryger der også fisk fra andre bestande i nettene. Derfor er Naturinstituttets rådgivning til Naalakkersuisut på 14.500 tons, så der er taget højde for blandingen af bestande indenskærs.

LÆS OGSÅ Aftale om fiskeri mellem Grønland og EU på plads

I sin biologiske rådgivning vedrørende det kystnære fiskeri efter torsk skriver Naturinstituttet blandt andet, at en høj fiskeridødelighed i kombination med lav rekruttering har resulteret i en faldende biomasse siden 2014.

- Det bør bemærkes, at fangsterne i indenskærsområdet historisk set ikke har kunnet understøtte fangster på det nuværende niveau over en længere årrække, lyder altså advarslen fra Naturinstituttet.

Naalakkersuisut har derimod holdt sig til rådgivningen, når det gælder rejefiskeriet i Vestgrønland. Her fastsættes kvoten til 105.000 tons, hvilket er i overensstemmelse med rådgivningen. For Østgrønland sættes kvoten til 4.000 tons, hvilket er dobbelt så meget som den biologiske rådgivning på 2.000 tons.