Nye frimærker på markedet

Godt nyt for filatelister og almindelige brevskrivere fra TELE-POST. Der er kommet hele otte nye frimærker på markedet, og som toppen af kransekagen sender TELE-POST også årsmappen for 2012 på gaden. Her er et eksemplar af alle de 24 mærker, der er udkommet i år. Det vil inkarnerede frimærkesamlere være glade for.
Skrevet af Peter Troelsen
23. oktober 2012 10:18

Det er især den norske gravør og kunstner Martin Mörck, der har sat sit præg på de nye grønlandske frimærker. Han har med sikker hånd tegnet og graveret både Hendes Majestæt Dronning Margrethe II og Hans Hendrik, også kaldet Suersaq. Sidstnævnte er en historisk ekspeditionsdeltager fra 1800 tallet, hvor han hele fem gange var på farefuld mission til det dengang stort set uudforskede Grønland.

-Martin Mörck er en af verdens mest anerkendte frimærkekunstnere. Han bruges over hele kloden, og senest har han også lavet et samarbejde med postvæsenet i Kina, hvor han er foregangsmand i oplæringen af kineserne i graveringens kunst. Hans evner har vi gjort brug af her i Grønland siden 1994, og i skrivende stund er han manden bag 68 grønlandske frimærker, forklarer salgschef for frimærker Pertti Frandsen fra TELE-POST

TELE_POST har igen i år udgivet to specielle julefrimærker. Det er den grønlandske kunstner Maria Panínguak’ Kjærulff, der står for julefrimærkerne. Her er motivet ”Inuit ladies” i fuld julegalla. Endeligt er der også tre nye mærker i serien om civil luftfart i Grønland.

-Der er kommet grønlandske frimærker siden 1938, og vi har gennem årene haft flere forskellige serier. I øjeblikket er det en om den civile luftfart i Grønland. Et emne mange kan relatere til, og det er derfor, vi har valgt lige netop denne serie motiver. Det er i øvrigt også Martin Mörch, der er manden bag denne serie, siger Pertti Frandsen.

Selv om markedet for post er hårdt trængt af e-mailens ankomst i ethvert hjem, er der stadigvæk gang i filatelien verden over. I østen boomer markedet, og også i vesten er der stadigvæk liv i frimærkesamlerne. Det mærker man også hos TELE-POST når det gælder salget af årsmapper.

-I løbet af de 4 – 5 år, vi har årsmspperne til salg, sælger vi i omegnen af 20.000 stk. Det er vi ualmindeligt godt tilfredse med. Al filateliarbejdet ordnes fra vores filateliafdeling i Tasiilag, hvor vi har 11 mennesker ansat, der udelukkende beskæftiger sig med salg af frimærker. Det er fx også derfra vi stempler første- og sidstedags stempler, fortæller Pertti Frandsen.