Nye folk i hovedbestyrelsen hos Avalak

Formanden blev genvalgt, men der kom hele tre nye medlemmer i hovedbestyrelsen hos Avalak, der er de grønlandske studerende i Danmarks organisation. Der blev holdt ordinær generalforsamling i Det Grønlandske Hus i København lørdag aften.
Skrevet af Peter Troelsen
04. november 2013 06:43

Hans Peder Kirkegaard blev genvalgt som formand uden modkandidat, men så let gik det ikke med nogle af de andre bestyrelsesposter. Forhandler Maliina Boassen, informationskoordinator Aqqalu Josefsen og kasserer Ulloriaq Knudsen sagde farvel og tak til bestyrelsesarbejdet.

Der var hele tre kandidater til posten som forhandler, men Mia Skifte Lynge fik flest stemmer ved valget. Også om posten som kasserer var der kampvalg, men Jonas Elgaard løb med sejren og kan fremover kalde sig kasserer i Avalak. Den sidste ledige plads i hovedbestyrelsen gik til Nina Jul Larsen, der fremover skal bestride posten som informationskoordinator.

Grønlands førstemand på undervisningsområdet naalakkersuisoq Nick Nielsen var til stede hos de studerende, da de afholdt generalforsamling, og han holdt et kort oplæg omkring den strategi, Naalakkersuisut har på uddannelsesområdet.

Bestyrelsen ser fremover sådan ud:

Formand: Hans Peder Kirkegaard

Forhandler: Mia Skifte Lynge

Kasserer: Jonas Elgaard

Informationskoordinator: Nina Jul Larsen

Avalak København repræsentanter: Marie-Louise J. Karlsen og Agathe Møller

Avalak Odense repræsentanter: Kaali Karolussen og Nanna Nivi Pedersen

Avalak Aarhus repræsentanter: Nivikka Isaksen og Najannguaq Jørgensen

Avalak Aalborg repræsentanter: Nuunu Olsen og Pipaluk Ellebæk