Nye øer dukker op

11. maj 2006 04:34

Den forsvindende havis i Arktis kan have overraskende konsekvenser.

Ved Svalbard har det betydet, at en ny ø er dukket op af havet. Øen, der er på størrelse med en fodboldbane, er dog blevet annekteret af en engelsk kunstner.

Det fortæller den norske avis Aftenposten.

Alex Harvey, som kunstneren hedder, vil lave sin egen lille private republik på øen.

Han har døbt den Nymark og sendt sit krav til den norske guvernør på Svalbard.

Om kunstneren får opfyldt sit krav er nok mere end tvivlsomt. Det norske Polarinstitut siger, at de allerede opdagede øen tilbage i 2002. Den har bare ikke fået noget navn.

Og så pointerer de, at Svalbard er norsk – også under isen.