Ny studiestøtteordning skaber usikkerhed
Den 1. august trådte nye regler i kraft for studiestøtte, og det betyder blandt andet, at de grønlandske studerende ikke længere automatisk får tildelt et kollegieværelse, når de skal begynde at læse i Danmark.
I stedet skal de nu selv sørge for at blive skrevet op til en bolig, og det bekymrer Aviaaja Karlshøj Poulsen, der er formand for DKIK, de grønlandske studerendes sammenslutning i Danmark.
Hun mener, at vejledningen til de kommende studerende er alt for dårlig og at mange slet ikke er klar over, at de er nødt til at finde de danske kollegier på internettet og tilmelde sig deres ventelister.
DKIK-formanden påpeger også, at økonomien i den nye studiestøtteordning giver problemer. De studerende kan ikke længere få udgifter til transport og bøger dækket, og det er Aviaaja Karlshøj Poulsen bange for vil betyde, at det i fremtiden kun vil blive de velstillede familiers børn, der får råd til at studere i Danmark.
I aftenens radioavis bringer vi et interview med Aviaaja Karlshøj Poulsen, hvor hun uddyber sine bekymringer.