Ny selvbiografisk roman på gaden
Kristine Nathansens far drak og hendes mor lukkede øjnene over for sin mands tilnærmelser til sin teenagepige.
Det er barske sager, som Kristine Nathansen beskriver i sin selvbiografiske debutroman ’Bag Facaden’, som netop er udkommet på Forlaget Atuagkat.

Skrevet af Martine Lind Krebs
I bogen følger man forfatterens nedtur fra en barndom i et utrygt hjem, til år med druk og misbrug fra en lang række mænd, før hun til sidst beslutter sig for at kæmpe sig frem til et bedre liv.
Det er arbejdet som misbrugsbehandler, der har fået Kristine Nathansen til tasterne.
-Det ærgrede mig tit, at der næsten ingen bøger var skrevet af nogen, som kommer fra Grønland. Det gør det tit nemmere, når man ved, at man ikke er alene om at have oplevet en dysfunktionel familie, skriver hun i sit forord.
Bogen er udkommet på dansk og ventes at komme på grønlandsk i starten af det nye år.