Ny Ramasjang til grønlandske seere

Medlem af Inatsisartut for Inuit Ataqatigiit, Isak Hammond, har stillet et par § 37 spørgsmål angående indholdet på de digitale kanaler, når DR ændrer sendeflade i 2013. Af hensyn til TV-seerne ønsker han at vide, hvilke digitale tv-signaler, der vil komme i drift til erstatning for de signaler som udgår.
Skrevet af Mads Lynge
18. december 2012 06:42

- Det kan oplyses, at det er besluttet at ændre de tre landsdækkende TV-kanaler, som i dag indeholder DR HD, DR Kultur og Ramasjang, så de fra januar 2013 kommer til at indeholde DR 1, DR 2 og den kommende DR Ultra (Store Ramasjang) - børne-tv for større børn, skriver medlem af Naalakkersuisut for kultur Mimi Karlsen i et svar til Isak Hammond.

Isak Hammond ønsker endvidere oplyst hvilke tv-kanaler der herefter kan ses når de hidtidige TV-programmer stopper.

- Da hele landet nu er digitaliseret, vil et public service tilbud fra DR på disse tre kanaler til hele landet, give KNR mulighed for på KNR 1 at lave en rent grønlandsksproget / grønlandsk produceret kanal, skriver Mimi Karlsen, og fortsætter om KNR 2:

- KNR 2 vil fortsat indeholde Inatsisartut-samlinger, og vil ind imellem samlingerne eventuelt give mulighed for transmission fra aktuelle begivenheder, og supplerende udsendelser, som for eksempel direkte transmission fra kommunalbestyrelsesmøderne i de fire kommuner, skriver Mimi Karlsen.

Håbet med de nye tilbud er, at de vil kunne tilfredsstille flest mulige, inden for de afsatte finanslovsbevillinger, oplyser Naalakkersuisut.