Ny og moderne indianerleder valgt i Canada

Canadiske Inuit er glade over resultatet af valget af den 42-årige Shawn Atleo, som ny over-høvding for Canadas indianere.
Skrevet af Karsten Sommer
24. juli 2009 08:39

Det tog næsten en hel dag og nat før afstemningen var færdig og det blev klart hvem der er den nye over-høvding, leder af the Assembly of First Nations, Canadas sammenslutning af indianere i hele landet.

Det blev Shawn Atleo fra Britisk Columbia som blev den øverste høvding i Canada og dermed leder af det politiske magtfulde Assembly of First Nations. Shawn Atleo er fra Ahousaht indianer nationen som han har ledet som høvding i de sidste ti aar; hans indianske navn er A-in-Chut.

Hans familie har været høvdinge igennem mange generationer, men Shawn Atleo er en ung og meget moderne mand på 42 år. Han er uddannet som lærer med en universitetsgrad fra Australien i pædagogik og klimaforandring.

Han var således en af en håndfuld folk, der personligt blev undervist af Al Gore i hvordan man kan forklare klimaforandring. Så nogle af hans prioriteter er bedre uddannelse for indianere og en stor indsats med hensyn til klimaforandringer.

Mary Simon, leder af den canadiske Inuit organisation, Inuit Tapiriit Kanatami, sendte lykønskninger og udtrykte de canadiske Inuits glæde over at Shawn Atleo er blevet valgt. Inuit ser frem til at samarbejde om de fælles problemer og fælles mål for at give Indianere og Inuit bedre forhold, siger Mary Simon.

Shawn Atleo vil som Canadas øverste høvding sætte en ny tone med forhandlinger som vigtigste prioritet i stedet for konfrontationer.