Ny navnelov gælder ikke i Grønland
Grønland bliver i første omgang ikke berørt af den ny navnelov, der forventes at blive vedtaget af Folketinget i morgen. Grønland følger ellers normalt den gældende navnelov fra Danmark.
Den ny danske navnelov sikrer blandt andet, at et efternavn, der i forvejen bæres af flere end 2.000 mennesker, frit kan tages af andre. Dermed kan endnu flere i fremtiden tage navnet Jensen eller andre efternavne.
I første omgang var det foreslået at bare der var 1.000, der bar et navn, så stod det andre frit for, også at vælge navnet. Men det vakte ballade blandt andet hos den danske adel, der frygtede at miste retten over familienavne.
Foreløbigt bliver Grønland altså ikke berørt af den nye lov. Men der er åbnet op for at Grønland også kan få en nyere og mere liberal navnelov. Det kræver, at der særskilt skal udarbejdes et forslag om at gøre loven gældende herhjemme, og så skal reglerne tilpasses efter de grønlandske forhold.
Herhjemme er det Rigsombuddet, der står for at behandle ansøgninger fra folk, der gerne vil skifte efternavn. Kontorchef Annette Scheel oplyser, at der i de seneste fem år har været 220 sager om navneændringer.