Ny mentorordning skal hjælpe studerende i Danmark

For mange grønlandske studerende falder fra, når de studerer i Danmark. Det vil Aalborg kommune i samarbejde med Kommuneqarfik Sermersooq lave om på.
Skrevet af Jonas Fievé
16. august 2015 18:01

Kommuneqarfik Sermersooq og Aalborg Kommune vil oprette en mentorordning, så de studerende får en bedre start på studielivet. 

- Der er det jo bare super vigtigt, at vi får hjulpet dem til at få gennemføret de her studier, så det bliver en succeshistorie for dem, i stedet for at det bliver et nederlag, siger Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen. 

De grønlandske studerende skal have hjælp til en række praktiske ting, da det godt kan være svært, hvis man ikke kender de danske regler og studieordninger. 

I stedet for, at de studerende skal bruge for mange kræfter på praktiske gøremål, så kan de fremover brugen tiden på det der er vigtigt, nemlig at studere.

 

Positivt for de grønlandske studerende

- Såfremt det er noget, som rent faktisk hjælper som ønsket, så er det selvfølgelig noget, man kun kan se positivt på, siger formanden for Avalak Bjørk Lange Kristensen. 

Han understreger, at de især er glade for, at Aalborg kommune vil oprette en række studiejobs til grønlandske studerende, så de efterfølgende får lettere ved at komme i job. 

- Man ved, at det altid er godt som studerende, at have en kontakt til den virkelige verden og erhvervslivet under studierne.

Formålet er at få så mange af de grønlandske studerende til gennemføre en uddannelse, både til gavn for de studerende, men bestemt også for Grønland.