IA’s lokalafdeling i Aasiaat har fået sig en ny bestyrelse. Den nye formand hedder Ole Lynge, og har tidligere været formand for Landstinget. Han har i øvrigt også tidligere ledet IA i Aasiaat.
Ole Lynge har ellers været tilbageholdende med politik de sidste tre år, men nu mener han, at det er på tide at blande sig igen.
Det sker i lyset af IA Aasiaats krise, der opstod da Leo Rosing stod af som formand kort efter kommunalvalget. Han begrundede sin fratrædelse i utilfredshed med grundlaget for partiets arbejde i kommunalbestyrelsen i de kommende fire år.
Af samme grund ser Ole Lynge – der ikke stillede op til kommunalbestyrelsesvalget - mest sin nye rolle som en mægler og terapeutrolle.
- Jeg håber som formand at kunne hjælpe med at ride stormen af, så vi kan komme videre. Mit job bliver at støtte de medlemmer der er tilbage, og finde en løsning på de personlige problemer, der måtte være, siger Ole Lynge.
Næstformand i Aasiaat blev Inuaraq Petersen.