Post Greenland har netop lanceret en ny hjemmeside for grønlandske frimærker.
De små takkede kunstværker er i forvejen et populært samlerobjekt for filatelister over hele verden, og nu håber Post Greenlands frimærkeafdeling Filatelia, at den ny hjemmeside kan sætte ekstra gang i omsætningen.
Cirka 15.000 mennesker fra hele kloden abonnerer på nye grønlandske frimærker – antallet har været ret konstant igennem de senere år.
- Men den typiske frimærkesamler bliver ældre og ældre, så det er Filatelias håb at den ny hjemmeside kan skaffe kontakt til et yngre publikum rundt om i verden, fortæller salgschef Søren Nikolaj Korshøj fra Filatelias hovedkontor i Tasiilaq.
- Vi håber bl.a. snart at starte en frimærkeklub for børn og unge, samtidig med at hjemmesiden nu er blevet tresproget. Udover dansk og engelsk findes den nu også i en tysk udgave, da Tyskland næst efter de skandinaviske lande, er Filatelias største kunde, siger Søren Nikolaj Korshøj.
Den ny hjemmeside hedder www.stamps.gl