Ny global alliance vinker farvel til olie og gas, og Grønland er med på holdet
![](/sites/default/files/styles/image_934x467/public/article_images/g65a4658-edit-2.jpg?itok=2S4c-2E7)
Grønland går med i en ny global alliance, der vil arbejde for at udfase produktionen af olie og gas.
Den nye alliance hedder BOGA (Beyond Oil and Gas Alliance) og blev præsenteret i dag på FN's klimatopmøde COP26 i Skotland.
BOGA ledes af Costa Rica og Danmark og har i alt ti regeringer med på holdet, heriblandt Frankrig, Quebec og altså som nævnt Grønland.
LÆS OGSÅ Múte B. Egede om tilslutning til Parisaftalen: Det vil skabe nye økonomiske muligheder
Med udgangspunkt i Parisaftalen forpligter alliancens medlemmer sig til at sætte en slutdato for al deres udforskning og udvinding af olie og gas - eller på anden vis at bidrage til at reducere olie- og gasproduktionen.
Beyond Oil & Gas Alliance (BOGA)
- Alliancen består af ti nationale og subnationale regeringer.
- Kernemedlemmerne er: Costa Rica, Danmark, Frankrig, Grønand, Irland, Quebec, Sverige og Wales
- De associerede (løst tilknyttede) medlemmer er: California og New Zealand
I en pressemeddelelse siger naalakkersuisoq for landbrug, forsyning, energi og miljø, Kalistat Lund (IA):
- Klimaforandringerne sker i vores baghave, og forandringerne er mærkbare. For Grønland er BOGA-initiativet et stærkt signal om at prioritere vedvarende energi i stedet for at at fortsætte med at bruge de energikilder, som vi ved, skaber problemerne.
Allerede i juli i år besluttede Grønland at stoppe med at give nye olielicenser - altså tilladelser til at lede efter olie.
Det er BOGA-alliancens mål på sigt at få flere regeringer med i samarbejdet om at udfase produktionen af olie og gas.