Kommunernes landsforening, KANUKOKA fik i dag ny formand ved delegeretmødet i Ilulissat.
Det blev den tidligere borgmester i Qeqertarsuaq, siumutteren Lars Karl Jensen.
- Jeg er meget stolt og beæret over jeres tillid til mig, sagde den nye formand til de delegerede.
Lars Karl Jensen regner med at fortsætte det arbejde, som allerede er sat i gang af den nuværende bestyrelse. Han mener, det er til gavn for samfundet at fortsætte den linje, som KANUKOKA kører nu.
Lars Karl Jensen sidder i kommunalbestyrelsen i Qeqertarsuaq, og Siumutgruppen blev enige om at pege på ham som deres formandskandidat til KANUKOKA’s bestyrelse.
Den afgående formand, Jens Lars Fleischer havde forud for delegeretmødet sagt, at han gerne ville fortsætte som formand, hvis han fik lov at varetage sit hverv som borgmester i Uummannaq. Men Siumutgruppen foretrak altså en formand, der kunne give sig fuldt ud.
- Siumut besluttede, at det skal være en heltidsformand for KANUKOKA, og det har jeg så respekteret, siger Jens Lars Fleischer.
Han fortsætter som bestyrelsesmedlem i KANUKOKA og bliver på formandsposten indtil slutningen af juni, hvor han overlader formandsposten til Lars Karl Jensen.
De øvrige medlemmer af bestyrelsen er efter valget Agnete Davidsen, Siumut, Knud Kristiansen, Atassut og Katrine Larsen Lennert fra IA.