Ny formand i Selvstyrekommission?

Skrevet af Karsten Sommer
09. december 2005 06:34

Landsstyret har tilsyneladende endnu ikke besluttet om Selvstyrekommissionen skal have ny formand. Så foreløbig sidder tidligere landstingsmedlem Kalistat Lund stadig i formandsstolen. Det er imidlertid ventet at han må vige pladsen for en afløser, skriver Grønlands Arbejdsgiverforening på sin hjemmeside.

Der er ikke præciseret noget i kommissoriet om at han skal udskiftes fordi han ikke længere er medlem af Landstinget. Men både jurister og politikere anser kommissionen som et såkaldt interparlamentarisk organ der består af folkevalgte politikere, skriver GA. Derfor menes det at Kalistat Lund skal skiftes ud.

Ved valget 15. november opnåede Kalistat Lund 115 stemmer, men selv om det var én stemme mere end ved forrige valg, var det altså ikke nok til en landstingspost. Siumut har indkaldt tre suppleanter for tre af sine landsstyremedlemmer på orlov, men dén manøvre rækker heller ikke til at sikre Kalistat Lund en plads i Landstinget.

Når kommissionens arbejdsgrupper mødes 10. og 11. januar er der i hvert fald to nye medlemmer, nemlig Ruth Heilmann og Johan Lund Olsen. De erstatter henholdsvis Per Rosing Petersen og Aqqaluk Lynge der ikke opnåede genvalg til Landstinget. Næste officielle møde i kommissionen holdes den 8. februar i Grønland.