Ny forening vil kæmpe for socialrådgivernes arbejdsvilkår

27. april 2006 15:53

Grønlandske socialrådgivere skal have bedre arbejdsvilkår.

Derfor mødtes 12 rådgivere i aftes for at danne en forening. Målet er at sikre en bedre løn og bedre forhold på jobbet.

Socialrådgivere i Grønland har populært sagt dobbeltarbejde til lav løn, mener de.

Derfor stak 12 socialrådgivere i aftes hovederne sammen for at danne en forening, der kan arbejde for deres sag, siger Vittus Poulsen, der var med til det stiftende foreningsmøde..

- Socialrådgivernes lønvilkår er ikke længere tidssvarende og kan heller ikke sammenlignes med den tunge byrde, som de har i dag. Mange søger til helt andre stillinger for at opnå en højere løn. Og mange laver dobbelt arbejde, fordi der er personalemangel på socialområdet, siger han.

- Derfor vil vi lave vores egen forening, som forstår vores problemer og fordi vi tror, at vi kan opnå bedre løn og vilkår i fremtiden, siger Vittus Poulsen.

Foreningen vil afholde en stiftende generalforsamling den 17. maj.

AK, der har ansvaret for rådgivernes overenskomster i dag, var også inviteret til mødet i aftes.