Ny fond skal hjælpe fangerne

Skrevet af Karsten Sommer
11. oktober 2005 08:47

Fisker- og fangerkonernes forening i Uummannaq har nu etableret en fond, der skal give mulighed for økonomisk hjælp til betrængte fisker- og fangerfamilier. Det fortæller dagens AG.

På grund af bl.a. det manglende islæg i Uummannaq distrikt i de senere år, er indtægterne raslet ned for fangerfamilierne, som tidligere ellers har kunnet tjene gode penge ved isfiskeri af hellefisk og sæler.

Nu viser en undersøgelse at hver fjerde borger mellem 15 og 62 år tjente under 69.000 kroner i 2003, og at 27% af den voksne befolkning er arbejdsløse eller underbeskæftigede i kommunen.

Forkvinden for fisker- og fangerkonerne, Margrethe Nielsen, siger til AG at fangsten og fiskeriet nu igen er gået i stå, fordi havet er for uroligt. Og i bygderne er det næsten umuligt at finde alternative indtægtsmuligheder for familierne. Samtidig er vores mænds arbejde et frierhverv, hvor det i nogle kommuner er svært at få offentlig hjælp.

Derfor har vi lavet Foreningen af jollefiskere- og fangeres koner, til støtte for vores mænd.

- Og nu vil vi etablere en fond for alle fiskere og fangere. Og jeg vil foreslå at andre ægtefæller til fiskere og fangere også organiserer sig, slutter Margrethe Nielsen i dagens AG.