Ny fiskeriprotokol med Færøerne

14. april 2005 08:41

En ny fiskeriprotokol for 2005 er kommet på plads. Det er det færøske landsstyremedlem for Fiskeri og Maritime anliggender, Bjørn Kalsø, der har været på besøg hos landsstyremedlem for Fiskeri og Fangst, Rasmus Frederiksen.

I december sidste år kunne man ellers ikke på embedsmandsniveau blive enige om en sådan protokol. Men under Bjørn Kalsø’s besøg i Grønland er drøftelserne blevet genoptaget, og de to landsstyremedlemmer er nået frem til enighed.

De vurderer begge to, at samarbejdet mellem Færøerne og Grønland har været til begge landes fordel.

Samarbejdsaftalen fra 1997, som fiskeriprotokollerne har været baseret på, har været et godt fundament for samarbejdet, konstaterede de to landsstyremedlemmer.