Ny 'El Niño' på vej

En kraftig udgave af det voldsomme vejrfænomen El Niño er under opbygning og rammer i år.
Skrevet af Ritzau
18. maj 2015 14:18

Det fastslår tre af verdens store meteorologiske institutter, nemlig USAs Nationale Ocean og Atmosfæriske Administration, Japans meteorologiske institut og det australske meteorologiske bureau.

De tre institutter siger ifølge CNN samstemmende, at Stillehavet nu er opvarmet så meget, at det er givet, at El Niño vender tilbage.

Den sidste, kraftige El Niño ramte tilbage i 1997 og 1998, og alene i USA kostede den efter den amerikanske tv-stations oplysninger et sted mellem 10 og 25 milliarder dollar.

En svagere El Niño i 2009 førte til, at Indiens sommermonsun ikke blev så kraftig som normalt. Indien fik så den værste tørke i 40 år, og den globale sukkerpris eksploderede.

Problemet kan også ramme risproduktionen i Asien, hvor 90 procent af al ris bliver dyrket.

Reuters skriver, at den El Niño, der nu truer, netop kan føre til tørke i Asien og ramme afgrøderne dér.

El Niño er spansk og betyder drengebarn. Fænomenet opstår i havet og i atmosfæren og fører til, at overfladevandet i det østlige Stillehav opvarmes, hvilket påvirker vejret i det tropiske bælte.
/ritzau/