Ny bygdebutik i Atammik

Skrevet af Karsten Sommer
11. oktober 2005 12:08

I søndags indviede Pilersuisoq sin nye bygdebutik i Atammik. Butikken ligger midt i bygden – tæt på indhandlingsanlægget, havnen og alderdomshjemmet i bygden.

Butikken består bl.a. af et såkaldt bake-off-anlæg, der kan forsyne bygden med friskbagt brød, der er tøjforretning og et stort butiksareal.

En del af Atammiks gamle butik nedbrændte i marts sidste år, og Pilersuisoq besluttede derfor at bygge en ny fremtids- og brandsikret butik et andet sted i bygden.

Pilersuisoq fortæller at den ny butik har kostet i alt 7,5 mio. kr. at bygge. Butikken er den mest moderne butik i de grønlandske bygder, og skal stå model for fremtidige butikker i bygderne.

Under indvielsen i søndags blev bygdens borgere inviteret til kaffe, te og kage og børnene fik balloner og bolsjer til et velbesøgt åbent-hus-arrangement i den ny butik.