Ny bog pirker til rygterne om Prins Henriks private liv

Rygterne om kongehuset er mange - også om prins Henriks private liv. Nu pirker en ny portrætbog med titlen 'Enegængeren' til rygterne.
27. august 2010 10:59

I løbet af årene har Prins Henrik måtte lægge ryg til lidt af hvert. Lige fra at han slår dronning Margrethe til, at han seksuelt orienterer sig mod sit eget køn.

Hidtil har dansk presse forbigået emnerme i tavshed, men nu pirker en ny portrætbog 'Enegængeren' til rygterne. Bogen er skrevet af journalist på Politiken Stéphanie Surrugue.

Da hun spørger prinsgemalen til rygterne, får hun følgende svar:

- Alle rygter er irriterende, især når de er ubegrundede. Engang hørte jeg rygter om, at jeg slog min kone. Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde.

I bogen fortæller prinsgemalen, at han hører om rygterne via et par ærlige venner fra Danmark og Frankrig:

- Det kan være de mest vanvittige historier, hvor det kan være umuligt at regne ud, hvordan de er opstået. Jeg er meget bevidst om, at der løber de meste ekstreme rygter om mig, min smag, mine vaner og min forfængelighed, siger han.

Bogen bygger også på interviews med dronning Margrethe og sønnerne kronprins Frederik og prins Joachim.