Ny bank-aftale i Danmark gælder allerede her

14. november 2005 15:59

I Danmark hævdes det, at forbrugerne vil tjene milliarder på den ny finanslovsaftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

Forliget sigter nemlig mod at fjerne den ene af de to rentedage, som banker tager ved pengeoverførsler.

Selvom de manglende rentedage er små beløb for den enkelte forbruger, anslås det alligevel, at de danske banker tjener op mod 2 milliarder om året på den trafik.

Men de grønlandske forbrugere skal ikke glæde sig specielt i anledning af den ny aftale, som også kommer til at gælde for bankerne i Grønland.

Direktør i Grønlandsbanken, Svend Erik Danielsen siger, at kutyme i den grønlandske bankverden er, at man trækker nul eller én rentedag i forbindelse med pengeoverførsler – altså netop det, som det ny danske finanslovsforslag medfører.

Svend Erik Danielsen anslår at kun cirka én procent af grønlandske pengeoverførsler har to rentefri dage, især i forbindelse med gamle girobankoverførsler, og de vil selvfølgelig nyde godt af den nye ordning.