Nuuks regnedrenge på kystbesøg

En gruppe statistikere og erhvervsfolk fra Grønlands Økonomiske Råd er sammen med embedsmænd fra Naalakkersuisut lige vendt hjem fra studietur i Sydgrønland.
Får i Narsarsuaq Foto © : Lars Kristiansen/KNR
11. juni 2013 03:41

Økonomerne er taget på turen sammen med embedsmænd fra Naalakkersuisut for at komme væk fra deres hæve-sænkeborde i administrationen i Nuuk og få et førstehåndsindtryk af situationen på Kysten.

- Vi er taget på denne tur for at fået førstehåndsindtryk af situationen i Sydgrønland, og der er mange aspekter, siger formand for Grønlands Økonomiske Råd Torben M. Andersen.
 
- I diskussionen bliver det nogen gange et spørgsmål om, hvordan man kan udtale sig om tingene, hvis man ikke en gang har været på stedet og set, hvordan situationen ser ud, siger han.

De ni økonomer og embedsmænd beskæftigede sig på deres felttur til Sydgrønland med transporten, den spredte befolkning, by-/bygdeproblematikker og fødevareproduktion. De besøgte fåreholdersteder og diskuterede spørgsmålet om Sydgrønlands planlagte mineprojekter, og så besøgte de landets eneste fungerende mine - Nanortaliks guldmine.

Sydgrønland har lige nu to stærke kort, siger den danske professor: Fiskeri og minedrift. Politikerne vil fremover skulle træffe flere beslutninger om netop disse to emner i Sydgrønland, siger Torben M. Andersen.
 
Men nogle gange kan den politiske debat blive til et spørgsmål om fisk eller miner, siger han. Og så enkelt er det ikke helt:
 
Fandt I så ud af, om Sydgrønland skal satse på fisk eller miner?
 
- Ikke lige på denne tur, men vi fik rigeligt meget inspiration og rigeligt med viden om den situation, der er, og vi fik en viden, der ligger ud over statistikkerne, som man kun kan få ved at tale med folk og være tæt på selve de problemer, der skal løses, og tæt på de lokale beslutninger, der bliver truffet. Det har været ekstremt nyttigt, siger Torben M. Andersen.
 
I Grønlands Økonomiske Råd sidder økonomer, statistikere og repræsentanter fra erhvervslivet. Derudover sidder også embedsmænd fra Naalakkersuisut i rådets sekretariat.