Nuuk sender 15 til Kina-konference

22. december 2005 06:14

Ikke færre end 15 personer skal repræsentere Nuuk Kommune på vinterby-konferencen i Changchun i det nordøstlige Kina i dagene 9. til 20. januar, skriver avisen Sermitsiaq i morgen.

Den store delegation med fem politikere med borgmester Agnethe Davidsen i spidsen, en stribe embedsmænd og særlige gæster, tager af sted på skatteydernes regning, og prisen bliver ifølge avisen 325.000 kr. plus det løse.

Kommunens informationschef, Jesper Hansen, forklarer Sermitsiaq, at delegationen er vokset, fordi man fik et godt tilbud langt under normalprisen. Nuuk kommune vil nemlig gerne forberede sig på at overtage værtskabet for konferencen i 2008. Her ventes der ca. 300 deltagere Grønlands hovedstad.

Blandt kommunens gæster på turen til Kina er en kok og to musikere, der byder på grønlandsk mad og musik under konferencen.

Winter Cities er et samarbejde mellem 19 byer fra 11 lande. Et fællestræk for byerne er et hårdt vinterklima.