Både tilflyttere og ”indfødte” borgere i Nuuk er glade for byen – og de gør samtidig op med beskrivelsen af grønlændere som et folk, der har det bedst i bygderne.
Det er hovedessensen af de undersøgelser antropologen Bo Wagner Sørensen, ekstern lektor ved RUC, har foretaget. Han har netop fået offentliggjort en artikel om Nuuk som storby i "Tidsskriftet Antropologi".
- Nuuk er en herlig by, er meldingen fra de informanter, jeg har brugt i min undersøgelse, fortæller Bo Wagner Sørensen.
Han har talt med ca. 40 indbyggere, både tilflyttere og indfødte nuumiuter. Og de er stort set alle enige om, at Nuuk er en spændende by. De kalder den "dynamisk" og siger, at der sker noget, at der er arbejde at få mv.
Bo Wagner Sørensen peger da også på, at Nuuk – på trods af sine 15.000 indbyggere – er en storby i arktisk forstand.
Nogle – især tilflyttere - mener, at Nuuk er mindre grønlandsk end andre steder.
- Jeg har bl.a. hørt udtryk som ”Danmark på klipper” om Nuuk, og det kan godt støde de ”indfødte” Nuuk-borgere, som opfatter det som en kritik af deres måde at være grønlændere på, fortæller Bo Wagner Sørensen
Mange gange skal det dog ikke opfattes som en kritik, at Nuuk kaldes dansk, understreger han. Det kan være en måde at sammenfatte forskelligheden fra der, hvor man kommer fra, siger han.