Nuuk-borgere får undersøgt helbredet

27. marts 2006 04:43

Ryger du? Er du for fed? Hvordan er dit blodtryk og slår hjertet som det skal?

Det er bare nogle af de spørgsmål, som en stor folkesundhedsundersøgelse skal give svaret på. I disse dage får 1111 borgere i Nuuk invitation til at være med.

- Vi skal undersøge hvordan sundhedstilstanden er generelt, så vi kan målrette kampagner mod rygere. Og vi skal have et bedre billede af livsstilssygdommene i det arktiske område med den specielle kost, og den specielle levevis, siger manden bag undersøgelsen, professor Peter Bjerregaard - Statens Institut for Folkesundhed.

Undersøgelsen er en opfølgning på den store Sundhedsprofilundersøgelse fra 1993, og skulle gerne give et billede af udviklingen af sundhedsvanerne herhjemme.

- Vi forventer at finde færre rygere - men frygter tilgengæld at finde flere overvægtige, siger Peter Bjerregaard.

De udvalgte borgere vil blandt andet få målt deres blodtryk, få undersøgt hjertet og taget nogle blodprøver. Derudover vil de blive interviewet.

Tilsvarende undersøgelser er pt. i gang blandt de oprindelige folk i Nunavik, Nunavut og Alaska.

Undersøgelsen finansieres af Karen Elise Jensens fond, Nuna Fonden, Grønlands Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd, Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd og andre offentlige og private fonde.