Nunavut overvejer at sætte kvoterne på isbjørne ned. Nye videnskabelige undersøgelser viser nemlig, at der måske ikke er så mange isbjørne som først antaget. Det skriver canadiske CNEWS.
- Selvom fangerne ser flere isbjørne end tidligere, betyder det ikke, at der er flere bjørne, fastslår biolog Nick Lunn. Han ledede for nylig et møde for internationale isbjørneeksperter.
Forklaringen på at fangerne ser flere isbjørne kan være, at klimaændringer tvinger bjørnene til at bevæge sig mere omkring end før, mener eksperterne.
På mødet kom det også frem, at blandt andet fangere fra Grønland har skudt mange flere isbjørne fra Nunavuts østkyst end forventet. Det betyder, at der kun er halvt så mange isbjørne i området, som der skal til for at fastholde de nuværende kvoter, siger den førende isbjørneekspert i Nunavut, Mitchell Taylor.
Sidste måned blev kvoten på isbjørne sat op med næsten en tredjedel til 518 dyr. Kvoten skal nu genforhandles med de forskellige bygder i Nunavut.