Nunavut forventer reaktion på isbjørnekvoter

10. januar 2005 17:27

Efter at kvoterne på isbjørnefangst i Nunavut er blevet hævet med 115 bjørne, forbereder Nunavuts Miljøminister sig på de internationale reaktioner.

- Jeg tror der bliver en reaktion, og den er vi klar til, siger miljøminister Olayuk Agesuk, og fortsætter:

- Der er flere og flere isbjørne derude, det er noget vi ved. Det siger videnskabsmændene i øvrigt også. Så vi er klar til at forsvare det vi har, siger han.

Canada er det eneste land, der tillader storvildtsjagt på isbjørne. Og det ophidser mange miljøorganisationer, der mener, at isbjørne er så truet en dyreart, at ingen jagt på dem burde være tilladt overhovedet.

Sidst bjørnene blev talt i Nunavut var i 1997. Der var der 2100. Men på grund af lavt satte fangstkvoter de senere år, menes det at der er op mod 2400 bjørne i territoriet for øjeblikket. Jægerne tror endda der er helt op mod 2600.

Udover at være en trussel for befolkningen, er isbjørnene også skyld i en del materiel skade. De ødelægger jagthytter, river sæderne af snescootere, og spiser af kødlagrene, som jægerne møjsommeligt gemmer til vinteren.