Nunavut døjer også med isbjørne

I bygden Arviat på vestkysten af Hudson bugten, er der nu for mange isbjørne.
Foto © : WWF
02. november 2015 04:54

I denne weekend var det Halloween i Canada. Børnene klæder sig ud og går fra hus til hus for at få godter i deres poser.

Men i Arviat måtte børnene holde sig indendørs i forsamlingshuset, for det er farligt at gå ud om aftenen på grund af de mange isbjørne.

Ifølge Nunatsiaq News, har Joe Savikataaq, medlem af Nunavuts parlament, i denne uge klaget til miljøministeren, Johnny Mike, fordi kvoten på isbjørne er for lav, mener han.

LÆS OGSÅ Verdensnaturfonden: Flere isbjørne på bytur

Kvoten ligger nu på 28 isbjørne for jagten ved vestkysten af Hudson bugten. Nunavuts vildtdyrsadministration havde anbefalet, at kvoten skulle forøges til 38 isbjørne, men det accepterede miljøministeren ikke.

Så i Arviat er der nu en vagt, delvist betalt af verdensnaturfonden, der hver dag fra oktober til slutningen af december passer på at isbjørnene ikke kommer for nær husene, og at bygdens børn er i sikkerhed.

Det er ikke kun Arviat der bliver overrendt af isbjørne, flere af de andre bygder langs vestkysten af Hudson bugten har samme problem.

Indtil problemet er løst, må børnene tage til takke med at feste i forsamlingshuset.