Nordatlantiske regeringsledere mødes på Færøerne

Mandag vil Tórshavn lægge grund til et nordatlantisk topmøde på Færøerne, hvor fire regeringschefer samles for at drøfte den sikkerhedspolitiske situation.
Her mødes den danske statsminister, Mette Frederiksen, med den færøske lagmand, Aksel V. Johannesen, formanden for naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, og Islands statsminister, Kristrún Frostadóttir.
Den norske statsminister, Jonas Gahr Støre, deltager virtuelt i mødet.
Det skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse.
Mødet skriver sig ind i en aktiv mødekalender for regeringschefer, der samles så ofte som muligt i denne omskiftelige tid.
Det er således ikke mere end to uger siden, at Mette Frederiksen tog imod formanden for naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, i det danske Folketing.
Sikkerhedspolitiske situation
Så sent som i fredags deltog statsministeren også i et internationalt topmøde i Oslo, Norge.
- Selv om vores lande mødes på kryds og tværs forskellige steder i verden, er det naturligt, at vi i denne kreds af lande mødes til en drøftelse af den aktuelle sikkerhedspolitiske situation i Arktis og Nordatlanten, siger statsminister Mette Frederiksen i pressemeddelelsen.
- Jeg er derfor glad for, at det kan lade sig gøre at mødes i Tórshavn, og at Norge kan være med på mødet virtuelt.
Mandagens arrangement beskrives som et sikkerhedspolitisk møde.
Nordatlanten er da også blevet et potentielt konfliktfyldt område, efter at særligt Arktis i årevis har været betragtet som et lavspændingsområde.
Med USA's appetit på Grønland, en stigende trussel fra Rusland og Kinas interesse i Arktis er vestlige regeringschefer blevet mere opmærksomme på området.
/ritzau/