Nej til politiske slogans på busserne i Sisimiut

01. juni 2006 13:50

Om du lægger mærke til det eller ej – den bus du kører med i Nuuk, Ilulissat eller Qaqortoq reklamerer for alt mellem himmel og jord. Som driftschef Rene Hansen fra Nuup Bussii siger:

- Der er ingen restriktioner, bare det ikke virker stødende på folk.

Men sådan er det ikke i Sisimiut. Her har Kommunalbestyrelsen netop besluttet, at deres busser ikke må køre rundt og reklamere for politiske slogans eller trosretninger.

Det var en direkte henvendelse fra IA omkring valgstrimler på busserne, der skabte grundlag for en diskussion omkring den principielle karakter i at reklamere på de offentlige transportmidler.

Men hverken IA eller nogen af de andre partier må altså formidle politiske slogans på Sisimiuts busser. Det samme gælder for budskaber, der kan skade kommunens anseelse.

Sådan er det hverken i Ilulissat, Qaqortoq eller Nuuk. Dog vil man ikke kunne finde øl-reklamer på de 12 busser i Nuuk.

- Det holdt vi op med for cirka fem år siden, siger driftschef, Rene Hansen.

Det er dog ikke helt billigt, hvis foreningerne og erhvervslivet i Grønland vil skabe opmærksomhed på sig selv, via busreklamer.

Hos Nuup Bussii er taksterne for eksempelvis en plads på højre side af bussen 60.000 kroner om året. Venstre side er lidt billigere – nemlig 50.000 kroner.