Natur- og miljøforening på vej

17. april 2006 12:31

En ny natur og miljøforening er under opsejling i Grønland. En initiativgruppe kalder til stiftende generalforsamling i Nuuk onsdag i næste uge.

Formålet er bl.a. at forbedre befolkningens generelle viden om natur- og miljøbeskyttelse og sikre adgang til naturoplevelser.

Foreningen vil koncentrere sig om natur- og miljøbeskyttelse, planlægning med henblik på bevarelse af natur og miljø, og bevaring af befolkningens adgang til naturoplevelser. Foreningen vil desuden arbejde for, at de politiske beslutninger tilgodeser en langsigtet og bæredygtig udnyttelse af Grønlands naturlige rigdomme.

Initiativgruppen med Jesper Labansen, Michael Rosing og Uwe Lindholdt har i løbet af foråret arbejdet med foreningens dannelse.