Nationalmuseet kæmper for Tasersiaq

Opdæmningen, som er planlagt i forbindelse med Alcoa-værket, vil oversvømme kulturminder. Grønlands Nationalmuseum kæmper for at bevare fredningen.
Skrevet af Jaaku Lyberth
15. januar 2010 06:36

Når eller hvis aluminiumsmelteværket bliver bygget i Maniitsoq, skal der opføres et vandkraftværk i Tasersiaq syd for Kangerlussuaq. Men her kolliderer industriprojektet med fredet kulturarv i Tasersiaq. Derfor kan der nu blive tale om at ophæve fredningen.

Det huer ikke Grønlands Nationalmuseum, som derfor søger om at få områderne ind under de fredningsbestemmelser, der er omfattet af Verdens Kulturarv, siger Pauline Knudsen fra Nationalmuseet i Grønland.

- Det er store kulturhistorieske værdier, vi mister. I dag findes der fysiske levn, som viser, hvordan området har været brugt. De vil forsvinde, hvis Tasersiaq bliver dæmmet op, siger hun.

Nationalmuseet har anbefalet en kulturhistorisk områdefredning. I stedet har en arbejdsgruppe revideret fredningsloven og udarbejdet et forslag, så Naalakkersuisut kan ophæve den eksisterende fredning.

Under borgermødet i Maniitsoq onsdag var befolkningen i Maniitsoq skeptisk med hensyn til fredning af Tasersiaq, da det vil forsinke opførelsen af alumiuniumssmelteværket.