Narsaq skal snakke økonomi

29. september 2005 17:32

Tilsynsrådet for de Grønlandske Kommuner har for nylig påpeget, at Narsaq Kommune skal være opmærksom på sparemuligheder og tilgodehavender, hvis ikke økonomien skal være for stram næste år.

Det drejer sig f. eks. om aldersrenter, som kommunen i begyndelsen af måneden lægger ud for. I slutningen af måneden skal Hjemmestyret så refundere alle pengene. Hvis Kommunen har lagt ud til førtidspensionister, så skal Hjemmestyret tilbagebetale en vis procentdel af beløbet til kommunen. Og det samme gælder for handicapområdet.

- Jeg tror ikke på, at vi skal spare mere, end vi allerede gør i dag, siger kommunaldirektør i Narsaq, Niels Højrup.

Han og Økonomichefen er i gang med og snakke med de enkelte forvaltninger i kommunen for at undersøge, om der er bevillinger, som ikke er brugt endnu, og hvor store refusioner kommunen har til gode fra Hjemmestyret.

- Der er ikke taget politisk stilling til besparelser på nuværende tidspunkt, men revisionen, Økonomichefen og jeg er i gang med at undersøge bevillingsbehovet og muligheden for at spare på udgifterne inden for de forskellige forvaltninger. Det vil der blive taget stilling til senere i kommunalbestyrelsen, siger kommunaldirektør Niels Højrup.