Narsaq og lufthavnsvæsenet i milliontvist

17. maj 2005 13:10

Narsaq Kommune skylder Grønlands Lufthavns Væsen (GLV) over en million kroner for blandt andet vejrydning i Narsarsuaq.

Selv om GLV har Hjemmestyrets ord for, at pengene er udestående, forhaler Narsaq betalingen, nu på andet år. For lufthavnsvæsenet tager sig alt for godt betalt, er kommunens holdning.

Men nogle skulle jo tage sig af de lokale opgaver i lufthavnsbygden Narsarsuaq, siger Poul Verner Jensen, der er Grønlands Lufthavns Væsen regionschef for Narsaq.

- Hvis vi ikke havde løst opgaverne, så havde vi jo nok ikke kunnet komme til at flyve, for hvis der ikke var ryddet sne, havde vi jo ikke kunnet komme til vores materiel, siger han.

Narsaq Kommune skylder ifølge GLV lige nu omkring 1,4 millioner kroner, og hvis der ikke kommer en løsning i år, ender det helt oppe på 3 millioner kroner.

Og det er for meget, mener Narsaq Kommune, der har henvendt sig til Grønlands Lufthavnvæsen om de ifølge dem for høje priser. Narsaq har også sørget for at få Kommunernes Landsforening Kanukoka indover forhandlingerne.

Borgmester i Narsaq, siumutter Kiista P. Isaksen, vil dog ikke sige noget konkret om sagen, så længe forhandlingerne er i gang. Og spørgsmålet er, hvor meget der er at forhandle om.

- Vi er ikke klar til gå ned i pris, for den pris vi har lavet, den er rigtig, siger Poul Verner Jensen.

Hvis Narsaq bliver ved med at forhale betalingen af deres regning, vil GLV i yderste fald gå til Direktoratet for Infrastruktur.

- På en eller anden måde skal vi jo have de penge ind, siger regionschefen.

Første regning blev sendt til Narsaq Kommune i første kvartal af 2004.

For fremtiden skal opgaverne i Narsarsuaq sendes i licitation, for at forsøge at få dem løst billigere end ufthavnsvæsenet kan. Selv vil Grønlands Lufthavns Væsen dog ikke byde på opgaven, med henvisning til at de ikke vil konkurrere med det private erhvervsliv.