Tidligere landsstyremedlem Jens Napaattooq (S) vil nu forsvare sig mod beskyldningerne om et kæmpe forbrug på det offentliges regning.
Jens Napaattooq siger i dag til Radioavisen, at han har bedt om et møde i Siumuts hovedbestyrelse. Et møde, det er op til landsstyreformand Hans Enoksen at indkalde.
Jens Napaattooq fortæller, at han på mødet vil dokumentere det forbrug, der er tale om. - Jeg har ikke holdt fest for 410.000 kroner. Men der er sket konteringsfejl. Deriblandt små fatale fejl, jeg har lavet, siger Jens Napaattooq
Blandt de fatale fejl nævner Jens Napaattooq selv et besøg på stripbaren Wonderbar i København. Et besøg hvor en regning på 250 kroner blev betalt af det offentlige.
- Jeg har ikke været mit ansvar bevist. Jeg har det overordnede ansvar, og jeg har taget konsekvensen af fejlene, siger Jens Napaattooq.
Han fortæller også, at han vil have en konkret og uvildig undersøgelse i landstingets Revisionsudvalg. På spørgsmålet om han vil betale pengene tilbage for det han kalder de små fatale fejl siger Jens Napaattooq: - Selvfølgelig vil jeg betale tilbage.