Napaattooq forsøger at berolige Kangerlussuaq

07. marts 2005 16:40

Ingen grund til bekymring. Det er Jens Napãtôks hovedbudskab, når han i morgen tager til Kangerlussuaq for at mødes med borgerne om lufthavnens fremtid.

Tallene er ellers imod lufthavnen. Halvtreds procent af passagererne, der flyver til eller fra København over Kangerlussuaq kommer fra Nuuk. Andre sytten procent kommer fra Ilulissat.

Så selv om Landsstyret ikke direkte lukker lufthavnen, når de to byer får deres forlængede landingsbaner, vil det altså være svært at få Kangerlussuaq-lufthavnen til at løbe rundt, vurderer Direktoratet for boliger og infrastruktur i en netop gennemført konsekvensanalyse.

Men landsstyremedlem Jens Napãtôk tror alligevel på lufthavnen. Den kan holdes i live af turisme og erhvervsudvikling, mener han.

- Selve brugen af lufthavnen bliver nok mindre end den er i dag. Men den vil stadigvæk kunne køre. Selv om det kan se negativt ud, når flytrafikken ses isoleret, så skal man ikke glemme helheden, alt det Kangerlussuaq har at byde på, siger landsstyremedlemmet.

I Kangerlussuaq er de frustrerede over de blandede signaler om Grønlands trafikpolitik. Hele bygden, der tæller lidt over 500 mennesker, er direkte eller indirekte afhængige af lufthavnen. Uden atlantlufthavn, ingen bygd.

Og det hjalp ikke på frustrationen, da Radioavisen i morges kunne fortælle, at det vil være Kangerlussuaq, der trækker sorteper i lufthavnsspillet, fordi Grønland umuligt kan bære fire atlantlufthavne.

Men når Jens Napãtôk i morgen rejser til Kangerlussuaq, er det blandt andet for at viderebringe den glade nyhed, at det kan Grønland alligevel godt

- Fire atlantlufthavne med en motorvej fra Sydgrønland til Nuuk, Kangerlussuaq, Ilulissat og Pitufik – så får vi en mulighed for at flyve med større fly, der kan flytte flere passagerer af gangen. Og derfor kan man også på den måde billiggøre trafik ude i fremtiden, siger landsstyremedlemmet for boliger og infrastruktur Jens Napãtôk.

Hverken Sisimiuts borgmester Hermann Berthelsen eller Kangerlussuaqs bygdebestyrelsesformand Fritz Baumann ville i dag udtale sig.