NAPA står for kulturen til AWG

Skrevet af Karsten Sommer
18. oktober 2005 11:09

I starten af marts 2006 starter Arctic Winter Games i Kenai i Alaska. Og det er ikke kun grønlandske idrætsudøvere, der skal i ilden til den tid.

Nordens Institut i Grønland – NAPA - og Grønlands Idrætsforbund har netop indgået en samarbejdsaftale hvor NAPA står for tilrettelæggelsen af den kunstneriske del af programmet, der skal præsenteres under de arktiske vinterlege i Alaska.

Det fortæller kultur- og sportsmagasinet Papiit, der er indlagt i dagens udgave af AG.

I 2003 hvor Arctic Winter Games blev afholdt i Nuuk, var der, ved siden af idrætskonkurrencerne, et stort og succesfyldt kulturelt program, og NAPA glæder sig til at følge op på den succes. Et af NAPA´s formål er netop at bygge kulturelle broer mellem Inuitlandene.

Nuuks befolkning vil få mulighed for at få en smagsprøve på det grønlandske kulturbidrag ved en forestilling fredag den 3.marts, inden de mange sportsfolk og kunstnere stiger op i Air Greenland-charteren og begiver sig på den 4000 km lange flyvetur til Kenai i Alaska.