Nanortaliks borgmester sat fra posten

30. august 2005 15:45

I Nanortalik skal man nu finde en borgmester i stedet for borgmesteren. Det er konsekvensen af, at Valgbarhedsnævnet har erklæret Tage Frederiksen fra Siumut ikke valgbar.

Valgbarhedsnævnet traf afgørelsen i fredags, og de sætter dermed Tage Frederiksen af posten, som han overtog fra Nikolaj Ludvigsen, som havde været borgmester i flere omgange - i alt 16 år.

Valgbarhedsnævnet henviser i sin afgørelse til en bøde på 16.000 kr., som Tage Frederiksen modtog den 14. juli i år for grov tjenesteforsømmelse som stationsleder for politiet i Nanortalik. Forsømmelsen bestod i, at Tage Frederiksen i tiden omkring den 28. juli 2003 gemte en række verserende kriminalsager i et arkivskab i kælderen under politistationen. Det medførte blandt andet, at politiet ikke fik efterforsket videre i sagerne.

Tage Frederiksen siger til Radioavisen, at han mener, at nævnets afgørelse er kommet på forkert grundlag, og derfor har han kontaktet sin advokat. Derudover vil han ikke udtale sig idag.

Kristine Raahauge trak næstflest stemmer for Siumut ved kommunalvalget. Derfor er hun den meste oplagte kandidat til at overtage borgmesterposten. Hun havde her til eftermiddag ingen kommentarer, før hun skulle til møde om situationen. Kristine Raahauge har tidligere været borgmester i kommunen. Det var hun fra 1993 til 1997.

Ud over Kristine Raahauge har Radioavisen forsøgt at komme til at tale med bl.a. 1. viceborgmester Debora Kleist fra IA, men der har tilsyneladende været hektisk mødeaktivitet i kommunen, og det har ikke været muligt at få nogen kommentarer.