Nammineq: Hvorfor valgmøder på dansk?

Skrevet af Karsten Sommer
10. november 2005 15:50

-Danskerne i Grønland er ikke synderligt interesserede i det kommende valg, skriver formanden for Nammineq, Foreningen for Selvstændighedsbevægelsen, Franz Heilmann.

- Partierne arrangerer vælgermøder for dansksprogede, men resultatet er at de dansksprogede stort set udebliver fra møderne, skriver Franz Heilmann.

P.g.a. den ringe interesse for de dansksprogede vælgermøder, mener formanden for Nammineq, at rent dansksprogede vælgermøder i fremtiden bør minimeres.

Baggrunden for Nammineqs udtalelse er, at bevægelsen mener at efter valgene bliver de rent dansksprogede ofte placeret i vigtige poster, der vedrører det grønlandske samfund, og de får dermed stor indflydelse på det grønlandske samfund.

På den baggrund mener man i Nammineq, at tilkaldte først bør have stemmeret, og ret til at stille op til valg, fem år efter at de er kommet til Grønland.

- Derimod bør grønlandske studerende i udlandet sikres stemmeret og ret til at stille op til valg, skriver Franz Heilmann i Nammineqs udtalelse.