Naalakkersuisut godkender fragtratestigning

Royal Arctic Line søgte om at forhøje fragtraterne med 10 procent. Naalakkersuisut har godkendt 5 procent, der skal træde i kraft d. 1. marts.
14. februar 2014 13:54

I en pressemeddelelse, skriver Naalakkersuisut, at målsætningen er at alle borgere skal have adgang til regelmæssig vareforsyning.

Derfor har de godkendt 5 procents forhøjelse på fragtraterne. Det tal skal så justeres til næste år, står der videre.

- Naalakkersuisut har ønsket at hæve fragtraterne mindst muligt. Den løsning, vi har valgt, sikrer en sund drift af Royal Arctic Line A/S, og er en forudsætning for, at selskabet kan investere i nye skibe til gavn for os alle”, siger medlem af Naalakkersuisut for Sundhed og Infrastruktur, Steen Lynge og fortsætter:

- De seneste år har fragtmængderne været faldende. Valget var derfor enten færre anløb eller fragtratestigninger. Færre anløb vil medføre markante ulemper for dagligvarebutikkerne: mere planlægning og måske et større behov for flyfriske varer. Regningen vil blive sendt videre til forbrugeren.

- Naalakkersuisut har besluttet, at fragtraterne på forsendelse af små pakker ikke skal stige. I Royal Arctic Lines samlede regnskab, udgør indtjeningen fra små forsendelser ikke meget. Omvendt betyder det meget for dig og mig, at vi ikke skal betale mere, når vi vil sende en pakke til familie eller venner i den anden ende af landet, siger Steen Lynge.