Naaja H. Nathanielsen presser på for politistation i Kangaatsiaq
Naaja H. Nathanielsen, folketingsmedlem for Inuit Ataqatigiit, bringer nu spørgsmålet om en politistation i Kangaatsiaq på dagsordenen.
I et spørgsmål til den danske justitsminister, Nicolai Wammen (Socialdemokratiet), spørger hun, om den nye regering fastholder den tidligere danske regerings afvisning af at etablere en politistation i byen.
- Der er fortsat behov for en politistation i Kangaatsiaq. Der er lang rejsetid (fra Aasiaat, red.). Det kan godt være, at det i lige linje og i perfekt vejr kan gøres hurtigt med en båd, men det er ikke altid virkeligheden.
- Der har været alvorlige hændelser, hvor der gik tid, før politiet kunne komme til stede, siger Naaja H. Nathanielsen i et interview til KNR.
Justitsområdet er under dansk ansvar.
Kangaatsiaq er i dag den eneste by uden en politistation. Den nærmeste politistation ligger i Aasiaat, hvorfra den officielle udrykningstid til Kangaatsiaq kan være på en time.
Tidligere folketingsmedlem for Inuit Ataqatigiit Aaja Chemnitz fremsatte ønsket som et beslutningsforslag i februar. Her pegede hun på flere alvorlige hændelser i Kangaatsiaq.
I marts sidste år blev en mand anholdt seks timer efter et skyderi i byen.
I 2021 gik der fire timer, før en mand blev anholdt efter at have overfaldet flere borgere med en kniv i Kangaatsiaq.
Handler om tryghed
Ønsket om en politistation i Kangaatsiaq har gentagende gange været fremsat af naalakkersuisut og Inatsisartut.
På forårssamlingen i 2022 blev politikerne enige om at pålægge naalakkersuisut hurtigst muligt at rette henvendelse til den danske regering om etablering af politistation i byen.
Derfor er det kritisabelt, at der endnu ikke er sket noget på området, mener Naaja H. Nathanielsen.
- Det handler om tryghed og tillid til systemet, og det er sværere at opbygge, når der ikke er noget politi, siger hun og fortsætter:
- Det øger befolkningens tryghed, at der er adgang til politiet. Det kan være i sager, der kræver tillid at henvende sig om, såsom vold i hjemmet eller seksuelle overgreb.
KNR satte spotlys på Kangaatsiaq i sidste måned med en række historier om byens skole, hvor en gruppe forældre har rapporteret om grænseoverskridende adfærd, vold og seksuelle krænkelser mod deres børn.
Naaja H. Nathanielsen vil ikke udtale sig om den specifikke sag, men tror, at det generelt gør en forskel for borgerne, hvis der er politi i byen.
- Det er sværere både for børn og for voksne at tage en telefon og ringe et sted hen, hvor man ikke ved, hvem der er der i den anden ende. Så jeg tror, det øger noget tryghed, at du kan komme til en person fysisk, siger hun.
Derfor forventer hun, at der vil komme flere indberetninger, hvis der var en politistation i Kangaatsiaq.
Mere politi i Sisimiut
Naalakkersuisut genfremsatte ifølge Sermitsiaq også ønsket tilbage i februar, hvor Naaja H. Nathanielsen på daværende tidspunkt var naalakkersuisoq for justitsområdet.
Samtidig mener Naaja H. Nathanielsen også, at der bør være mere permanent bemanding af politi i Sisimiut.
Politiets årsrapport fra 2025 viser, at der er sket en stigning i overtrædelser af kriminalloven i Sisimiut fra 399 anmeldelser i 2024 til 504 anmeldelser i 2025. Dermed var der 105 flere anmeldelser end året før.
I et andet spørgsmål til justitsministeren spørger hun, om udviklingen giver anledning til, at politiets bemanding i Sisimiut opnormeres permanent.
Ifølge Naaja H. Nathanielsen har argumentet for ikke at etablere en politistation i Kangaatsiaq tidligere været, at kriminalitetsbilledet ikke kan godtgøre en politistation.
Når der er en stigning af anmeldelser i Sisimiut, mener hun derfor, at det må udløse en opnormering.
- Så bør det jo være sådan, at politiet i Sisimiut får ekstra bemanding, når vi nu kan se, at der er en højdespringer i forhold til anmeldelser, siger hun.
Konkret konsekvens
Den danske regering afsatte 850 millioner kroner i august sidste år frem til 2030 til at styrke politiet og retsvæsenet i Grønland.
- Det bringer standarden op på det, man må forvente, hvilket vil sige et minimumsniveau, siger Naaja H. Nathanielsen.
Men der er fortsat mange områder, hvor man kan gøre mere, mener hun.
- Det handler om rekruttering og fastholdelse af personale. Det handler om en større tilgængelighed. Om sagsbehandlingstider. Om sprogets stilling i retssager og så videre.
- Der er en lang række områder, hvor vi stadigvæk har problemer og udfordringer, som jeg synes, vi bliver nødt til at kaste lys på, fortsætter hun.
Mener du, at der sker et svigt af grønlandske borgere, når justitsområdet i dine øjne ikke er optimeret nok over årene?
- Det mener jeg desværre er den meget konkrete konsekvens, hvis ikke man er til stede eller løfter sin opgave. Det er jo, at der kan ske svigt, eller at der er kriminalitet, der ikke kommer politiet for øre, og de ikke kan handle på, siger Naaja H. Nathanielsen.
KNR har forelagt kritikken for justitsministeriet. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra justitsminister Nicolai Wammen, da ministeren er på sommerferie.