Nødvendigt med flere grønlandske sygeplejersker

26. januar 2006 14:27

Til februar er det ti år siden, at de første grønlandske sygeplejesker blev uddannet her i landet. Men manglen på sygeplejersker betyder, at man fortsat bruger enorme summer på at hente personale og vikarer i Danmark. Skal den tendens vendes må der flere studerende gennem sygeplejeskolen i Nuuk.

-Der er stort brug for grønlandske sygeplejersker, som kan møde de behov, de grønlandske patienter har. Samtidig er uddannelsen på dansk og internationalt niveau, så man kan også bruge den til at arbejde i udlandet, siger Sygeplejeskolens inspektør Jette Mohr Lyberth.

Skolen har i alt uddannet 62 sygeplejersker siden man begyndte med uddannelsen her i landet i 1994. Det lyder måske ikke af meget, men alligevel svarer det til en andel på cirka 25 procent af den samlede normering inden for sundhedsvæsenet.

De seneste tre år har skolen optaget henholdsvis 11, 7 og 14 elever. Jette Mohr Lyberth håber, at tallet kan blive endnu højere.

De studerende på sygeplejeskolen i Nuuk kommer fra hele landet.