Eksperter: Næsten umuligt at få fjernet nøgenbilleder fra internettet

Det kan være tæt på umuligt at få fjernet billeder fra hjemmesider, når de først ligger der. Det fortæller to eksperter til KNR.
02. december 2016 05:39

Torsdag kunne KNR afdække, hvordan grønlandske kvinder og piger bliver udstillet på en international hjemmeside, der reklamerer for gratis pornografisk materiale. Uden kvindernes viden eller tilladelse.

Og når først billederne ligger på sådan en hjemmeside, er der ikke ret meget at gøre. Det fortæller Rasmus Theede, der er formand for Rådet for Digital Sikkerhed.

- Når man først er havnet derude, så kan det være rigtig, rigtig svært at komme væk igen, siger han.

Samme vurdering har Rosannguaq Rossen, forsker i sociale medier ved Ilisimatusarfik.

- Lige så snart billederne kommer på nettet, så vil de altid være der, siger hun.

LÆS OGSÅ Grønlandske kvinder udstillet på pornoside

Rasmus Theede opfordrer til, at man henvender sig til politiet, hvis man opdager, at ens billeder ligger et sted, hvor man ikke har givet tilladelse til det.

Men man kan også prøve at rette henvendelse til folkene bag hjemmesiden. Man skal dog ikke have for store håb til, at det løser problemet.

- Når det er en hjemmeside, der lever af det her, så vil mulighederne være meget små, siger Rasmus Theede. 

Han opfordrer derfor unge kvinder til at være påpasselige med at sende billeder af sig selv.

- Det skal ikke lyde sådan, at det er offerets skyld. Men vi er nødt til at være realistiske (...) og vi siger, at internettet glemmer aldrig. Så man skal være varsom med at dele den slags billeder, for det kan meget hurtigt komme bredt ud, siger Rasmus Theede, formand for Rådet for Digital Sikkkerhed.