Næse til Grønlandsbanken

Den næse som den danske forbrugerombudsmand i sidste uge gav en dansk bank for sidste år - uden at spørge sine kunder - at udskifte deres Visa Elektron-hævekort med et Master Card Debit - ramte også Grønlandsbanken.
Skrevet af Karsten Sommer
19. juli 2011 08:15

Bankens privatkundedirektør Peter Petersen forklarer således:

- Vi må erkende at forbrugerombudsmandens kritik også rammer os. Vi udskiftede også Visa med Master Card uden at spørge kunderne først. Og hvis vi en anden gang står i samme situation, vil vi rette ind efter Forbrugerombudsmandens anvisninger, siger Peter Petersen til KNR.

Det betyder at banker fremover ikke bare kan sende en ny type betalingskort til deres kunder, selvom det gamle kort udgår som produkt i banken. Kunden skal acceptere det nye kort først.

- Det skyldes, at det nye kort kan betyde andre vilkår eller anden pris- og gebyrpolitik, som kan have betydning for en kundes valg af betalingskort, lyder begrundelsen fra Forbrugerombudsmanden.

Men ifølge banken er har det nye kort de samme betingelser:

- Men det nye Master Card, som vores kunder fik, har nøjagtig samme betingelser som Visa Electronic. Bortset fra at det har en chip, som gør det mere sikkert end Visa-kortet, forklarer Peter Petersen og fortsætter:

- Vi vil derfor ikke foretage os yderligere, men blot skrive Forbrugerombudsmandens kritik bag øret, til næste gang vi står i sådan en situation, siger Grønlandsbankens privatkundedirektør.