Nærdemokrati under lup i KANUKOKA

02. marts 2006 07:25

Hvordan bevares nærdemokratiet, hvis der kun er fire kommuner i et land så stort som dette? Det er noget af det som borgmestre og kommunaldirektører i disse dage bruger meget tid på. De er samlet til møde i KANUKOKA – et møde, som finder sted i Nuuk.

Onsdag blev deltagerne præsenteret for fire foredrag om lokaldemokrati – og i dag skal de så bruge formiddagen på at diskutere, hvordan lokaldemokratiet kan bevares – og måske udbygges, hvis strukturreformen vedtages, og antallet af kommuner skæres ned til fire.

Og der kan være nok at tænke over for politikerne. En af foredragsholderne, kommunalforsker Ulrik Kjær fra Syddansk Universitet, mindede blandt andet om, at man ikke skal gå i panik.

- Et godt råd er for eksempel, at når man får en ide til at bevare lokaldemokrati, så skal man spørge sig selv: Kunne vi ikke have gjort det allerede nu med 18 kommuner – og hvorfor har vi så ikke gjort det. Så får man tit svaret på, om det i virkeligheden er en god ide, lød et af rådene fra Ulrik Kjær.