Myggemiddel kan være årsag til mystiske symptomer i Cuba

Efter tre år kan en sag om hidtil uforklarlige symptomer blandt udenlandske diplomater i Cuba være løst.
Cuba sprøjter jævnligt med pesticider for at dræbe sygdomsbårne insekter, blandt andet i 2016 for at stoppe spredningen af zikavirus. Foto © : Navesh Chitrakar/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
20. september 2019 12:03

Et myggemiddel kan nu vise sig at være årsag til en mystisk sag om høreproblemer blandt udenlandske diplomater i Cuba.

Det viser et nyt canadisk studie offentliggjort torsdag.

I 2016 kom det frem, at adskillige canadiske og amerikanske diplomater og deres familiemedlemmer på mystisk vis havde oplevet problemer med hørelsen og synet samt hovedpine, svimmelhed og træthed under deres ophold i Cuba.

Syndromet blev senere kendt som Havana-syndromet opkaldt efter den cubanske hovedstad.

USA undersøgte, om landets diplomater var blevet angrebet med ultralydsenheder, og sagen førte til, at USA udviste en række cubanske diplomater.

Nu har forskere fra Brain Repair Centre i Halifax set nærmere på, hvad der kan have forårsaget Havana-syndromet blandt udsendte i Cuba.

- Dette har intet at gøre med akustiske angreb, konkluderer studiet ifølge Radio-Canada.

- En mere sandsynlig årsag er nervemidler, der bruges til røgbehandling mod myg.

Studiet har nu fundet ud af, at de canadiske diplomater højest sandsynligt er blevet udsat for små doser af betablokkere i kommercielle pesticider over en periode.

Cuba sprøjter jævnligt med pesticider for at dræbe sygdomsbårne insekter, blandt andet i 2016 for at stoppe spredningen af zikavirus.

LÆS OGSÅ Forskere er på vej med vaccine mod frygtet zikavirus

Ifølge Radio-Canada viser optegnelser fra ambassader i Cuba, at diplomatiske kontorer og boliger er blevet sprøjtet med pesticider.

Cuba har igennem hele forløbet nægtet ethvert ansvar for hændelserne.