Mulig forårsjagt på fugle bekymrer Socialdemokraterne

28. april 2005 10:23

Rygterne om ændringer i fuglebekendtgørelsen bekymrer nu også de danske politikere. Socialdemokraterne har i dag sendt en række spørgsmål til miljøminister Connie Hedegaard (Kons.). Hun skal blandt andet svare på, om regeringen kan kræve nogle af de danske miljøstøttemidler til Hjemmestyrets bæredygtighedskampagne Tulugaq tilbage.

Danmark har støttet kampagnen med over to millioner kroner. Hvis der nu bliver truffet beslutninger der går i stik modsat retning af de penge, mener Socialdemokraternes miljøordfører Pernille Blach Hansen at det bør få konsekvenser.

- Jeg mener det så vil være rimeligt at spørge om det så overhovedet er relevant at vi giver den slags penge i fremtiden. Og om de penge vi giver i fremtiden så ikke vil være spildt og betyder det så i givet fald at vi kan kræve pengene tilbage, siger Pernille Blach Hansen.

Foreløbig er der dog ingen der ved om landsstyret virkelig har tænkt sig at ændre på fuglebekendtgørelsen og indføre forårsjagt. Landsstyremedlem for Miljø og Natur, Jens Napaattoq (S) havde i går ingen kommentarer overhovedet til spørgsmålet.

- Ingen kommentarer, lød det gentagne gange fra landsstyremedlemmet, der dog godt uddybe med følgende:

- Vi har så sent som i efteråret drøftet lignende situation og hvordan vi i fremtiden ud fra bæredygtighedsprincippet skal forhandle os frem til løsninger, sagde Jens Napaattoq i går og fortsatte:

- Jeg vil godt endnu en gang understrege at landsstyret lægger meget vægt på bæredygtig fangst, lød de beroligende ord fra Jens Napaattoq.