Mugabe mister goodwill-titel

Det har vakt stor opsigt, at Zimbabwes præsident, Robert Mugabe, blev udnævnt som goodwill-ambassadør for Verdenssundhedsorganisationen (WHO). Men var ikke en titel, som Mugabe fik lov at beholde særligt længe.
Skrevet af Ritzau
22. oktober 2017 14:32

Søndag har WHO besluttet at annullere udnævnelsen. Det oplyser generaldirektør Tedros Ghebreyesus i en udtalelse.

- I løbet af de seneste dage har jeg reflekteret over min udnævnelse af præsident Robert Mugabe som goodwill-ambassadør i WHO.

- Som følge deraf har jeg besluttet at annullere udnævnelsen, skriver generaldirektøren i en udtalelse.

- Jeg takker alle, der har sat ord på deres bekymring og delt deres tanker, tilføjer han.

Robert Mugabe har styret Zimbabwe i mere end 30 år.

I 2013 indførte USA sanktioner mod Mugabe og flere personer i hans inderkreds. Det skete oven på beskyldninger om valgfusk og brud på menneskerettighederne.

Fredag begrundede Tedros Ghebreyesus udnævnelsen af Mugabe med, at den zimbabwiske præsident kan bruge rollen til at "påvirke sine ligemænd i regionen". Samtidig roste WHO-generaldirektøren Mugabes sundhedspolitik.

Men kritikere pointerer ifølge BBC, at Zimbabwes sundhedssystem er kollapset under Mugabes styre.

Ofte bliver sundhedsmedarbejdere ikke betalt, medicin er en mangelvare, og 93-årige Mugabe - der har levet tre årtier længere end den forventede levealder i Zimbabwe - rejser til udlandet for at modtage behandling, skriver BBC.

    /ritzau/AP