Motorbåd ramte en hval

En kollision mellem en motorbåd og en pukkelhval var nær ved at ende i en tragisk dødsulykke.
Skrevet af Louise M. Kleemann
19. juli 2010 13:56

En motorbåd, som var på vej fra Ilulissat til Saqqaq kolliderede i sidste uge med en pukkelhval. Om bord i båden var Hans Eriksen og hans svoger. De var på vej med noget udstyr til sommerhytten i Saqqaq da ulykken skete.

- Vi opdagede hvalen da den var omkring 3-4 meter væk, men da var det allerede for sent, fortæller Hans Eriksen.

Han blev kastet overbord ved kollisionen og mistede bevidstheden ved den hårde landing.

- Jeg ved ikke hvor længe jeg var bevidstløs, men jeg vågnede ved, at jeg var under vandet, fortæller Hans Eriksen.

Han svømmede straks op til vandoverfladen og kunne med det samme kravle op i båden.

- Det hele skete nok i løbet af sekunder, jeg nåede ikke at tænke før det hele var overstået, fortæller Hans Eriksen.

Han mistede både sine briller, sin mobil samt alt hvad han havde i lommerne ved den hårde kollision.

De to mænd besluttede sig for at sejle videre til Saqqaq, og overnatte i bygden.

- Chokket kom først dagen efter da jeg genså min familie i Ilulissat, fortæller Hans Eriksen.

Han har i dag smerter i sin ene hånd, men er i øvrigt kommet sig uden mén fra ulykken. Det samme er hans svoger, der også døjer med småskrammer.

- Hvalen så vi ikke igen, men den må også have fået en ordentlig skramme på siden, fortæller Hans Eriksen.

Naturinstituttet har ikke overblik over omfanget af sammenstød mellem hvaler og både, men seniorforsker Lars Witting har dog hørt om et enkelt tilfælde før. Han kan ikke vurdere, om hvalen kan være kommet til skade.

- Det afhænger af bådens størrelse og fart. Men hvis båden har sejlet stærkt, så har den da nok fået et lille bump, siger han.

Det forekommer også, at hvaler bliver dræbt, når større fragtskibe er så uheldige at ramme dem.